You are visiting a website that is not intended for your region

The page or information you have requested is intended for an audience outside the United States. By continuing to browse you confirm that you are a non-US resident requesting access to this page or information. Switch to the US site. 

This website uses cookies

By continuing to use this website you consent to using cookies. For more information about cookies and how we use them, please see our Privacy Policy.

The will to win

Det er to år siden, Peter Genyn vandt guld under de paralympiske lege i Rio ...

Mens han justerer gearingen på sin letvægtskørestol og for tredje gang tjekker, at styringen er på plads, er det svært ikke at få en fornemmelse af, at for Peter er 2016 ikke længere væk end i går. Det er en frisk forårsmorgen, og himlen over Gran Canaria er krystalklar. Det varme klima sørger for de perfekte forhold til Peters krævende træningsprogram.

Det her er ikke en ferie: Peter træner hårdt som forberedelse til de næste paralympiske lege i 2020. Træningsprogrammet er nådesløst hårdt, men han er eliteidrætsudøver og verdensrekordindehaver i sin klasse, så hans fokus er urokkeligt. Han er afslappet og venlig mellem øvelserne og runderne på banen, men der er ingen tvivl om den stålhårde beslutsomhed bag det åbne smil.

"Det er en måde at afreagere på," fortæller han med et grin. "Jeg er en af dem, der simpelthen har brug for en sport. Det får det bedste frem i folk. Det har jeg virkelig brug for. Og man passer på, hvad man spiser, og man gør alt, hvad man kan, for at ramme dagen, for de der sidste 20 sekunder er altafgørende. Og man arbejder på det i fire år. Så har man ikke lyst til at ødelægge det." 

Peter konkurrerer i T51-klassen; det er de paralympiske leges klasse for sportsudøverne med de alvorligste handicaptyper. Den paralympiske komité beskriver atleterne i kategorien som "sportsudøvere i kørestol, som har mild funktionsnedsættelse i skuldre, begrænset funktion i forhold til udstrækning af albuer og håndled, manglende finger-, overkrops- eller benfunktion." I denne klasse er han i øjeblikket rekordindehaver på 200 meter og 400 meter.

"Jeg havde rekorden på 100 meter i omkring en uge", griner han.

Videoen af Peter, der vinder mændenes 100-meter-finale, er et fantastisk syn. Det beviser, hvordan menneskers viljestyrke kan slå alle odds – og præcis hvad vores kroppe er i stand til at udrette, uanset graden af svækkelse. Det giver stof til eftertanke, at en trykskade var tæt på at sætte en stopper for hans deltagelse.

"Et tryksår kan være afgørende for succes eller fiasko," siger han og er pludselig meget alvorlig. "Det kan betyde, at man går glip af et verdensmesterskab."

Peter Genyn circle banner 1.jpg

"Det ene øjeblik er man en studerende uden en bekymring i verden. Det næste øjeblik ligger man på hospitalet med en brækket nakke."

Peters handicap er resultatet af en grim ulykke, da han var teenager. "Jeg var 16 år," fortæller han. "På det tidspunkt var mine forældre ved at ombygge vores hus, og der var en stor dam i haven, så vi tænkte, at den dam kunne vi da lave til en swimmingpool. Det var den sidste uge af sommerferien, så vi tømte dammen og lagde nyt plast i, og så begyndte vi at fylde dammen med grundvand. Næste morgen løb jeg bare hen til den og sprang på hovedet i. Men det viste sig, at dammen godt nok var omkring 2,5 meter dyb – men der var så godt som intet vand i den. Jeg sprang lige på hovedet i, så jeg ramte bunden og brækkede nakken."

Peter er helt rolig, da han fortæller historien, og hans stemme afslører ikke mange følelser, mens han forklarer detaljerne i den grimme ulykke. Vi sidder på stranden, ikke langt fra Las Palmas, og ser solen gå ned over Atlanterhavet, så det er en uvirkelig oplevelse at høre ham beskrive ulykken, mens vi nyder de smukke omgivelser. Slaget, da han ramte bunden af dammen, med hovedet først ned i den hårde jord, resulterede i to brækkede ryghvirvler og et liv som lammet fra brystet og ned.

"Ens liv ændrer sig fuldstændigt," forklarer han. "Det ene øjeblik er man en studerende uden en bekymring i verden. Det næste øjeblik ligger man på hospitalet med en brækket nakke. Jeg tror, at den styrke, der er nødvendig for at komme igennem det, er noget, der ligger i én. Alle har det, og alle, der har været ude for en alvorlig ulykke, vil arbejde på at komme igennem det, for det ligger simpelthen i den menneskelige natur. Man vil gerne komme igennem det."

Selvom Peter kæmpede for at komme overens med det pludselige handicap, varede det ikke længe, før han begyndte at udforske mulighederne i det, der var blevet hans nye liv. Blot et par uger inde i rehabiliteringen undersøgte han allerede, hvilke sportstyper, han ville kunne dyrke med sit handicap. Efter nogle år, hvor han spillede kørestolsrugby, resulterede en tilfældig skade i, at han prøvede kørestolsløb. Det tog kun et par måneder, før han konkurrerede på europæisk mesterskabsniveau.

"Det er ikke noget, man planlægger," siger han med et skuldertræk. "Man træner mere og mere, og man bliver bedre og bedre. Og så er det lige pludselig helt ude af kontrol. For mig var det ikke planlagt, at jeg skulle op på det niveau."

Peter Gynen circle banner 2.jpg

"Jeg frygter virkelig at få tryksår. På hospitalet og under genoptræningen viste de mig billeder af, hvor slemt det kan være."

Efter næsten 10 år, hvor han har konkurreret på eliteniveau, er der mange helbredsmæssige risici, Peter skal passe på. Trykskader står højt på listen.

"Jeg frygter virkelig at få tryksår," fortæller han. "På hospitalet og under genoptræningen viste de mig billeder af, hvor slemt det kan være, og det er helt klart noget, man gerne vil undgå."

Først troede Peter, at det lille sår på hans ryg bare var en bums. Men det tog ikke lang tid, før det gik op for ham, hvor farligt det kunne være.

"Det var mit haleben. Det er præcis det sted, man altid sidder på, så det er et meget farligt sted. Men det var et meget lille sår. Måske to eller tre millimeter bredt, og to eller tre millimeter dybt. Det var meget lille, men jeg ville gerne sikre mig, at det ikke blev større, så jeg tilbragte en masse tid liggende i min seng. Da jeg tog på hospitalet første gang for at få tjekket tryksåret, fortalte de mig, at jeg skulle få en bedre madras i min seng. De gav mig telefonnummeret til Arjo, så jeg ringede, og jeg tror faktisk, at det allerede var samme dag, at de kom med en prøvemadras til mig. Jeg har brugt deres madrasser lige siden."

Selvom Peters tryksår helede hurtigt, havde det en stor betydning for hans træningsprogram. Flere uger i sengen betød, at han ikke havde mulighed for hverken at styrketræne eller træne på banen. Han havde ikke andet valg end at være tålmodig og sørge for at få masser af hvile. Peter har ingen illusioner i forhold til de potentielle konsekvenser, tryksåret kunne have fået, hvis det havde udviklet sig i ugerne op til de paralympiske lege.

"Hvis jeg havde haft et tryksår i Rio, så havde jeg ikke kunnet vinde den medalje," forklarer han alvorligt. "Så ville jeg ikke have kunnet træne på den måde, det er nødvendigt. Jeg ville simpelthen ikke være nået op på det niveau."

Peter skal blive på Gran Canaria i to uger mere. Han bruger tiden ude på banen, hvor han perfektionerer sin teknik og arbejder på at opretholde sit formfuldendte styrkeniveau. Det er et smukt sted, han befinder sig på, men der er ikke ret meget tid til at holde fri.

"Mit næste store mål er Tokyo," forklarer han. "Det arbejder vi allerede henimod. Men i år har vi også de europæiske mesterskaber, og næste år har vi verdensmesterskaberne, hvor jeg håber at kvalificere mig til de paralympiske lege."

Efter så mange år som en af de bedste i sin sportsgren, hvordan holder Peter Genyn så motivationen oppe?

"Sommetider vinder man, og sommetider taber man", ler han. "Det hjælper at holde sig stærk mentalt. For hvis man taber på det mentale plan, så vinder man aldrig løbet."

Se hele videoen nedenfor: